Update fra gate 181 Toronto International Airport...

Hov. Glemte lige at opdatere. Men der sker bare så meget hele tiden. Nu sidder jeg så i Toronto lufthavn og venter på mit fly. Til Wien. Først. Og så København. Som i hjem. Ret underligt efter 10 måneder. Kan slet ikke forstå at det er nu det er nu. Men det måtte jo komme. Og glæder mig jo også til at se alle. Er ikke rigtig sikker på om nogen når at læse det, inden jeg er hjemme - men tænkte at jeg lige kunne opdatere lidt fra hvor jeg slap, so here goes:


Las Vegas

Fredag d. 16. maj stod vi tidligt op og tog en greyhound til San Bernadino, inland California, hvor vi skulle skifte bus for at komme til Las Vegas. Bussen til Vegas var imidlertid fuld allerede (vi havde ikke lige tænkt over at det var fredag), så vi måtte vente i 40+ grader på den næste, som gik 3 timer senere. Turen gik så gennem ørkenen med småbjerge, kaktuser og æsler (og absolut intet som helst ellers). Bussens kølersystem brød ned, så den var nødt til at køre meget langsomt.
Las Vegas dukkede op ud af ingenting. Jeg havde ikke de store forventninger til byen. Men det var helt fantastisk. Og fuldstændig vanvittigt. Og ærkeamerikansk. Det gamle Vegas sagde os ikke rigtig det store, men the strip med alle de nye kasinoer i guld, marmor og glas var enormt imponerende. Og med amerikanske udgaver af Paris, New York og Venedig var der jo ikke andet at gøre end at give slip på sin skepsis, ryste lidt på hovedet af de hele og ellers bare nyde det...
Det var temmelig varmt (over 40 grader til langt ud på aftenen) og stadig varmt om natten selvom det er i ørkenen, så kasinoernes aircondition var meget velkommen ind i mellem. Vi havde ikke rigtig det store budget til at spille på det dyre steder, så vi vidste ikke helt hvad vi kunne forvente. Men der var rig mulighed for oplevelser, selvom det ikke var med limo og champagne hele vejen... Øl og margaritas kostede $1 og man måtte gerne drikke på gaden – og hele byen er en kæmpe fest, så vi havde det skønt :)
Den ene aften så vi show med Blue Man Group – havde lige glemt at planlægge (hader når det sker!), så der var ingen billetter til Cirque du Soleil. – men det her var nu også cool.
Største hit var Bellagio’s vand/lys-show, hvor oplyste springvand dansede i takt til musikken. Hver aften ved midnat sluttede de af med nationalsangen.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse – for et par dage...


Arizona

Tidligt søndag morgen (efter halvanden times søvn) tog vi bussen til Flagstaff, Arizona, som ligger syd for Grand Canyon. Vi boede på et hyggeligt lille hostel med finde faciliteter og havde nogle hyggelige aftener i den lille gårdhave sammen med nogle af de andre hostel-gæster.
Vi lejede bil og kørte ind til Grand Canyon. Den var ret stor. Og flot! Og meget imponerende som den pludselig dukkede op ud af ingenting i et helt fladt landskab. Vi vandrede lidt ned i kløften til et fedt udsigtspunkt, men havde desværre ikke tid og udstyr til at tage turen helt ned til Colorado River – det må jeg komme tilbage til! Også det... Ellers vandrede vi mest rundt langs kanten, hvilket også var helt fantastisk.
Dagen efter kørte vi til Petrified Forest National Park i the Painted Desert – et underligt øde ørkenlandskab i skøre farver med en masse 225 mio år gamle forstenede træer spredt ud over det hele. Ret cool.


New Orleans, Mississippi, Alabama

Fra Flagstaff havde vi en af de længere køreture igen. To nætter og en dag tog det at komme fra Flagstaff, Arizona, gennem New Mexico og Texas ned til Louisiana. Vi steg ud af bussen i New Orleans og blev ramt af en væg af fugtig varme – helt anderledes end den tørre varme i Vegas og Arizona.
Vi fandt vores hostel og gik i bad og sådan (og begyndte straks at kamp-svede igen) og tog ned til the French Quarter og mødtes med Gabe. Var skønt at se ham igen!! (Han er en af de andre exchangere og bor i Mississippi, hvis nogen er i tvivl). Han boede sammen med os på hostellet og tog os rundt en masse i Mississippi, Louisiana og Alabama og lod os opleve ægte sydstats-stemning med barbecues, vandland, flodtur i badering med øl (meget dejligt) og badning i den mexicanske golf i Alabama, hvor vandet var så varmt at det var helt umuligt at blive kølet ned.
Martin og Merete (danske exchangere) stødte også til, så vi var en hel flok. Cecilie havde fødselsdag d. 26., og vi fejrede med dejlig morgenmad, inden Gabe tog til lufthavnen og fløj til Colorado og vi andre tullede og drak øl og andre vigtige ting.


Pensacola, Florida

Den næste dag kørte vi af sted mod Florida i Gabes bil (bare vi 4). Vi havde lige brug for et par slappe-dage med strand-liv, inden det gik mod østkystens byer. Vi nød livet på de kridhvide strande og i det turkise vand – ret luksus. Ellers lavede vi så lidt som muligt, hvilket var lige hvad vi havde brug for.


Washington DC

Florida til DC var endnu en lang bustur (30 timer). Vi ankom til Washington kl. 5 om morgenen, opbevarede det meste af vores bagage på banegården. Efter lidt klatvask på badeværelset og morgenmad på Starbucks, drog vi ud i byen og sightsee’ede i morgensolen. Fine monumenter. Gik på to afdelinger af the Smithsonian – National Museum of Natural History (ret cool med dinosaurer, the Hope diamond og alt muligt andet) og Air and Space Museum, som også var ret godt.
Om eftermiddagen tog vi metroen ud til en af de finere forstæder, hvor vi blev hentet på stationen af Bjorns fars kusine, Ulrika. Hun har boet der i to år med sin mand og deres to børn – og tager hjem til Sverige om en uges tid, så det var sidste udkald for et besøg. Vi havde en super hyggelig aften med dejlig skandinavisk sommermad, badetur i kvarterets lækre udendørs pool (hvor Danmark vandt stort over Sverige i vand-basket) og en herlig blanding af dansk, svens og engelsk.
Den næste morgen kørte Ulrika os rundt og vi fik set lidt mere af DC med stop i Georgetown, Arlington kirkegården og tur langs floden, inden hun satte os af ved stationen, hvor vi hentede bagagen og tog en greyhound til NYC.


New York, New York (og Boston)

New York City. What can I say. Man har set den i så mange film og hørt så mange ting om den, at man skulle synes at man kun kunne blive skuffet. Men den er bare endnu sejere i virkeligheden. Uden sammenligning den fedeste by jeg nogensinde har været i. Kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er der gør den så cool. Men det hele er bare sejt – bygningerne, museerne, cafeerne, maden, folk, central park, vejret (ok, det ville måske ikke være 35 grader i november, trods alt) og stemningen i det hele taget...
Vi havde næsten to uger i byen – og så alt. Og mangler stadig at se alt. Men jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal tilbage snart. Og tit.
Var skønt at have god tid et sted efter at have set mange steder i kort tid. Så de fleste dage tog vi en major attraction og tullede ellers bare rundt resten af dagen – i byen eller parken, mest parken fordi det var så varmt.
D. 11. juni tog vi bussen tidligt om morgenen (det var faktisk nat) til Boston, hvor vi mødtes med Mikael og turbo-så downtown Boston og Cambridge med Harvard University. Skønt at se Mikael igen og Boston virkede som en super by, dejlig stemning. Kunne ikke lige overskue afsked med Mikael, så han besluttede at komme til NY d. 13. til min fødselsdag – dejligt!
På dagen blev jeg vækket med fødselsdagssang til en seng dekoreret med balloner, meget dejligt! Spiste morgenmad med Hannah, Cecilie og Bjorn på en fin lille cafe på Broadway, gik på biblio for at skype lidt med Danmark (m.fl.) og gik derefter tilbage på hostellet, hvor Mikael var dukket op i mellemtiden. Vi spiste dejlig frokost i Greenwich Village og gik rundt downtown i et par timer, inden vi tog tilbage til the upper west side og spiste lækker sushi til aftensmad. Derefter fik vi cosmopolitans og øl – super fødselsdag!
Næste morgen var det tid til afsked med drengene. De svenske af dem. Andreas forlod os d. 6. for at tage tilbage til Victoria og mødes med sine forældre og kæreste. Underligt at sige farvel til Bjorn og Mikael – det var ligesom med dem at det hele begyndte. Hannah, Cecilie og jeg tog bussen mod Montreal, tilbage til vores andet hjemland...


Nå, nu skal jeg vist snart ombord på mit fly, så må vist holde for denne omgang – men har 8 timer i Wien i morgen, så måske det kan lykkes at blive færdig med beretningen inden jeg rammer dk. Men kan ikke love noget... Bye bye Cananada...