Jeps, det lykkedes, her kommer resten:
New York, New York (og Boston)
New York City. What can I say. Man har set den i så mange film og hørt så mange ting om den, at man skulle synes at man kun kunne blive skuffet. Men den er bare endnu sejere i virkeligheden. Uden sammenligning den fedeste by jeg nogensinde har været i. Kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er der gør den så cool. Men det hele er bare sejt – bygningerne, museerne, cafeerne, maden, folk, central park, vejret (ok, det ville måske ikke være 35 grader i november, trods alt) og stemningen i det hele taget...
Vi havde næsten to uger i byen – og så alt. Og mangler stadig at se alt. Men jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal tilbage snart. Og tit.
Var skønt at have god tid et sted efter at have set mange steder i kort tid. Så de fleste dage tog vi en major attraction og tullede ellers bare rundt resten af dagen – i byen eller parken, mest parken fordi det var så varmt.
D. 11. juni tog vi bussen tidligt om morgenen (det var faktisk nat) til Boston, hvor vi mødtes med Mikael og turbo-så downtown Boston og Cambridge med Harvard University. Skønt at se Mikael igen og Boston virkede som en super by, dejlig stemning. Kunne ikke lige overskue afsked med Mikael, så han besluttede at komme til NY d. 13. til min fødselsdag – dejligt!
På dagen blev jeg vækket med fødselsdagssang til en seng dekoreret med balloner, meget dejligt! Spiste morgenmad med Hannah, Cecilie og Bjorn på en fin lille cafe på Broadway, gik på biblio for at skype lidt med Danmark (m.fl.) og gik derefter tilbage på hostellet, hvor Mikael var dukket op i mellemtiden. Vi spiste dejlig frokost i Greenwich Village og gik rundt downtown i et par timer, inden vi tog tilbage til the upper west side og spiste lækker sushi til aftensmad. Derefter fik vi cosmopolitans og øl – super fødselsdag!
Næste morgen var det tid til afsked med drengene. De svenske af dem. Andreas forlod os d. 6. for at tage tilbage til Victoria og mødes med sine forældre og kæreste. Underligt at sige farvel til Bjorn og Mikael – det var ligesom med dem at det hele begyndte. Hannah, Cecilie og jeg tog bussen mod Montreal, tilbage til vores andet hjemland...
Montreal
Skønt at komme tilbage til Canada. Vi følte os straks hjemme – og samtidig var det helt anderledes, meget forskelligt fra vestkysten. Sproget, maden og naturen var helt anderledes (ikke så underligt måske, med 3000 km til Victoria), men der var en dejlig canadisk stemning. Kunne rigtig godt lide Montreal – but then again, vi lavede ikke meget andet end at slappe i solen ved vandet, spise lækker mad på en del af de mere end 5000 restauranter i byen og drikke dejlig vin – so what’s not to like...?
Montreal er en ret stor by (3,5 mio), men hostellet lå tæt ved den gamle by og i et område med hyggelige små restauranter, så den føltes ikke på nogen måde uoverskuelig – måske også fordi vi fra starten accepterede at vi ikke ville kunne nå at se alt...
Byen er udpræget tosproget – alle lod til at tale flydende fransk og engelsk og præsenterede sig pænt på begge sprog, så man selv kunne få lov at vælge hvilket sprog man foretrak.
Montreal har over 30 km underjordiske gange med restauranter, biografer, metro og shopping, hvor man kan holde sig varm om vinteren og kølig om sommeren. Vi tullede lidt rundt dernede og købte olivenbrød, salat med laks og rillete, som vi tog med os på bussen til Quebec City.
Quebec City
Vi ankom til Quebec om aftenen og tjekkede ind på vores hostel midt i den gamle bydel, meget fin location. Vi gik straks ud og spise crepes, dejligt... Endnu engang havde vi affundet os med at vi umuligt kunne nå alt på halvanden dag, så vi koncentrerede os om den gamle bydel og tog også færgen over fjorden (og tilbage igen) for at få udsigten over byen.
Vi præsterede alle sammen at blive småsyge, så Quebec blev delvist oplevet i febertåger – i hvert fald for mit vedkommende... Men bortset fra det var der nu rart at være!
Til forskel fra Montreal er det klart franskdomineret i Quebec City, men de talte nu alligevel fint engelsk hvis man insisterede (bare rolig, det gjorde jeg ikke). Dejligt med den franske madkultur hvor en selv-sammensat 3-retters menu plus kaffe koster 8-12 dollars alt efter om man vil have muslinger, bøf eller pasta til hovedret. I like.
Toronto
Onsdag aften tog vi bussen tilbage til Montreal og derfra natbussen til Toronto via Ottawa. En lidt blandet fornøjelse med halsbetændelse (selvdiagnosticeret, men tror nu den var god nok, det blev i hvert fald bedre af at spise penicillin...)
Efter ankomst tidligt torsdag morgen og check-in på hostellet, tog vi tilbage til greyhoundstationen og tog bussen til Niagara. De to andre var også temmelig vakkelvorne på det tidspunkt, men vi mandede os op og tog turen med Maiden of the Mist – vældig fine vandfald – især det kanadensiske, der er amerikanerne blevet snydt lidt...
Tilbage på hostellet sidst på eftermiddagen gik vi alle tre omkuld. Vi havde egentlig planlagt at skulle ud og spise stor afslutningsmiddag, men vi kunne godt se på det hele at det var helbredet ikke rigtig til – så vi tog et par timers febersøvn og spiste ellers thai take-out og så Ratatouille – meget mere vores niveau på det tidspunkt.
Næste morgen (som i i går morges, jeg er ved at nå målet) spiste vi i stedet afskedsmorgenmad, inden Cecilie tumlede tilbage til sygesengen, mens Hannah og jeg forsøgsvis sightsee’ede en times tid eller halvanden (bare for ligesom at have set en lille smule af Toronto), inden det var tid til at samle mine ting sammen og tage bussen til lufthavnen.
Check-in og sikkerhedstjek var overstået på sammenlagt 3 minutter inklusive kø-tid, så jeg havde rigeligt tid (hvem var det der sagde at man skulle beregne 3 timer til internationale flyvninger?!) til at sidde og fundere over det at skulle forlade Canada. Det var dog ikke halvt så svært som at forlade Victoria, så jeg klarede det pænt.
Wien
Flyturen til Wien gik ganske smertefrit, dog med meget kort nat – og kun 3-4 timer mellem aftensmad og morgenmad, lidt forvirrende... Ankom til Wien kl. 8.30 og skal ikke boarde før kl 16.50, så har lige lidt tid at slå ihjel (siger vi det på dansk?). Jeg besluttede mig for at tage ind til byen og har nydt solen på Stephans Platz med en bog og er blevet klippet af frisør (noget skal man jo få tiden til at gå med) der kun talte tysk, så det forsøgte jeg også. Gik dårligt. Sagde mest bare ja. Og nein. Og NEIN! Da damen ville lave lige-over pandehår. Men hun var nu sød, og resultatet blev vist fint til sidst. Måske jeg burde lære tysk engang. Hvis man kan møde 25-årig i Wien som ikke kan et ord engelsk. Meh.
Nu er jeg tilbage i lufthavnen (med bonus-Starbucks) og skal bare lige finde nogle mozartkugler, så er jeg klar parat til start. Eller slut. Skal i hvert fald hjem nu. Ses lige om lidt henne i det der Danmark.
Tjøøøs! (jeg sagde det jo, jeg kan ikke tale tysk, og gider ikke engang forsøge at stave det rigtigt.)
lørdag den 21. juni 2008
fredag den 20. juni 2008
Update fra gate 181 Toronto International Airport...
Hov. Glemte lige at opdatere. Men der sker bare så meget hele tiden. Nu sidder jeg så i Toronto lufthavn og venter på mit fly. Til Wien. Først. Og så København. Som i hjem. Ret underligt efter 10 måneder. Kan slet ikke forstå at det er nu det er nu. Men det måtte jo komme. Og glæder mig jo også til at se alle. Er ikke rigtig sikker på om nogen når at læse det, inden jeg er hjemme - men tænkte at jeg lige kunne opdatere lidt fra hvor jeg slap, so here goes:
Las Vegas
Fredag d. 16. maj stod vi tidligt op og tog en greyhound til San Bernadino, inland California, hvor vi skulle skifte bus for at komme til Las Vegas. Bussen til Vegas var imidlertid fuld allerede (vi havde ikke lige tænkt over at det var fredag), så vi måtte vente i 40+ grader på den næste, som gik 3 timer senere. Turen gik så gennem ørkenen med småbjerge, kaktuser og æsler (og absolut intet som helst ellers). Bussens kølersystem brød ned, så den var nødt til at køre meget langsomt.
Las Vegas dukkede op ud af ingenting. Jeg havde ikke de store forventninger til byen. Men det var helt fantastisk. Og fuldstændig vanvittigt. Og ærkeamerikansk. Det gamle Vegas sagde os ikke rigtig det store, men the strip med alle de nye kasinoer i guld, marmor og glas var enormt imponerende. Og med amerikanske udgaver af Paris, New York og Venedig var der jo ikke andet at gøre end at give slip på sin skepsis, ryste lidt på hovedet af de hele og ellers bare nyde det...
Det var temmelig varmt (over 40 grader til langt ud på aftenen) og stadig varmt om natten selvom det er i ørkenen, så kasinoernes aircondition var meget velkommen ind i mellem. Vi havde ikke rigtig det store budget til at spille på det dyre steder, så vi vidste ikke helt hvad vi kunne forvente. Men der var rig mulighed for oplevelser, selvom det ikke var med limo og champagne hele vejen... Øl og margaritas kostede $1 og man måtte gerne drikke på gaden – og hele byen er en kæmpe fest, så vi havde det skønt :)
Den ene aften så vi show med Blue Man Group – havde lige glemt at planlægge (hader når det sker!), så der var ingen billetter til Cirque du Soleil. – men det her var nu også cool.
Største hit var Bellagio’s vand/lys-show, hvor oplyste springvand dansede i takt til musikken. Hver aften ved midnat sluttede de af med nationalsangen.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse – for et par dage...
Arizona
Tidligt søndag morgen (efter halvanden times søvn) tog vi bussen til Flagstaff, Arizona, som ligger syd for Grand Canyon. Vi boede på et hyggeligt lille hostel med finde faciliteter og havde nogle hyggelige aftener i den lille gårdhave sammen med nogle af de andre hostel-gæster.
Vi lejede bil og kørte ind til Grand Canyon. Den var ret stor. Og flot! Og meget imponerende som den pludselig dukkede op ud af ingenting i et helt fladt landskab. Vi vandrede lidt ned i kløften til et fedt udsigtspunkt, men havde desværre ikke tid og udstyr til at tage turen helt ned til Colorado River – det må jeg komme tilbage til! Også det... Ellers vandrede vi mest rundt langs kanten, hvilket også var helt fantastisk.
Dagen efter kørte vi til Petrified Forest National Park i the Painted Desert – et underligt øde ørkenlandskab i skøre farver med en masse 225 mio år gamle forstenede træer spredt ud over det hele. Ret cool.
New Orleans, Mississippi, Alabama
Fra Flagstaff havde vi en af de længere køreture igen. To nætter og en dag tog det at komme fra Flagstaff, Arizona, gennem New Mexico og Texas ned til Louisiana. Vi steg ud af bussen i New Orleans og blev ramt af en væg af fugtig varme – helt anderledes end den tørre varme i Vegas og Arizona.
Vi fandt vores hostel og gik i bad og sådan (og begyndte straks at kamp-svede igen) og tog ned til the French Quarter og mødtes med Gabe. Var skønt at se ham igen!! (Han er en af de andre exchangere og bor i Mississippi, hvis nogen er i tvivl). Han boede sammen med os på hostellet og tog os rundt en masse i Mississippi, Louisiana og Alabama og lod os opleve ægte sydstats-stemning med barbecues, vandland, flodtur i badering med øl (meget dejligt) og badning i den mexicanske golf i Alabama, hvor vandet var så varmt at det var helt umuligt at blive kølet ned.
Martin og Merete (danske exchangere) stødte også til, så vi var en hel flok. Cecilie havde fødselsdag d. 26., og vi fejrede med dejlig morgenmad, inden Gabe tog til lufthavnen og fløj til Colorado og vi andre tullede og drak øl og andre vigtige ting.
Pensacola, Florida
Den næste dag kørte vi af sted mod Florida i Gabes bil (bare vi 4). Vi havde lige brug for et par slappe-dage med strand-liv, inden det gik mod østkystens byer. Vi nød livet på de kridhvide strande og i det turkise vand – ret luksus. Ellers lavede vi så lidt som muligt, hvilket var lige hvad vi havde brug for.
Washington DC
Florida til DC var endnu en lang bustur (30 timer). Vi ankom til Washington kl. 5 om morgenen, opbevarede det meste af vores bagage på banegården. Efter lidt klatvask på badeværelset og morgenmad på Starbucks, drog vi ud i byen og sightsee’ede i morgensolen. Fine monumenter. Gik på to afdelinger af the Smithsonian – National Museum of Natural History (ret cool med dinosaurer, the Hope diamond og alt muligt andet) og Air and Space Museum, som også var ret godt.
Om eftermiddagen tog vi metroen ud til en af de finere forstæder, hvor vi blev hentet på stationen af Bjorns fars kusine, Ulrika. Hun har boet der i to år med sin mand og deres to børn – og tager hjem til Sverige om en uges tid, så det var sidste udkald for et besøg. Vi havde en super hyggelig aften med dejlig skandinavisk sommermad, badetur i kvarterets lækre udendørs pool (hvor Danmark vandt stort over Sverige i vand-basket) og en herlig blanding af dansk, svens og engelsk.
Den næste morgen kørte Ulrika os rundt og vi fik set lidt mere af DC med stop i Georgetown, Arlington kirkegården og tur langs floden, inden hun satte os af ved stationen, hvor vi hentede bagagen og tog en greyhound til NYC.
New York, New York (og Boston)
New York City. What can I say. Man har set den i så mange film og hørt så mange ting om den, at man skulle synes at man kun kunne blive skuffet. Men den er bare endnu sejere i virkeligheden. Uden sammenligning den fedeste by jeg nogensinde har været i. Kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er der gør den så cool. Men det hele er bare sejt – bygningerne, museerne, cafeerne, maden, folk, central park, vejret (ok, det ville måske ikke være 35 grader i november, trods alt) og stemningen i det hele taget...
Vi havde næsten to uger i byen – og så alt. Og mangler stadig at se alt. Men jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal tilbage snart. Og tit.
Var skønt at have god tid et sted efter at have set mange steder i kort tid. Så de fleste dage tog vi en major attraction og tullede ellers bare rundt resten af dagen – i byen eller parken, mest parken fordi det var så varmt.
D. 11. juni tog vi bussen tidligt om morgenen (det var faktisk nat) til Boston, hvor vi mødtes med Mikael og turbo-så downtown Boston og Cambridge med Harvard University. Skønt at se Mikael igen og Boston virkede som en super by, dejlig stemning. Kunne ikke lige overskue afsked med Mikael, så han besluttede at komme til NY d. 13. til min fødselsdag – dejligt!
På dagen blev jeg vækket med fødselsdagssang til en seng dekoreret med balloner, meget dejligt! Spiste morgenmad med Hannah, Cecilie og Bjorn på en fin lille cafe på Broadway, gik på biblio for at skype lidt med Danmark (m.fl.) og gik derefter tilbage på hostellet, hvor Mikael var dukket op i mellemtiden. Vi spiste dejlig frokost i Greenwich Village og gik rundt downtown i et par timer, inden vi tog tilbage til the upper west side og spiste lækker sushi til aftensmad. Derefter fik vi cosmopolitans og øl – super fødselsdag!
Næste morgen var det tid til afsked med drengene. De svenske af dem. Andreas forlod os d. 6. for at tage tilbage til Victoria og mødes med sine forældre og kæreste. Underligt at sige farvel til Bjorn og Mikael – det var ligesom med dem at det hele begyndte. Hannah, Cecilie og jeg tog bussen mod Montreal, tilbage til vores andet hjemland...
Nå, nu skal jeg vist snart ombord på mit fly, så må vist holde for denne omgang – men har 8 timer i Wien i morgen, så måske det kan lykkes at blive færdig med beretningen inden jeg rammer dk. Men kan ikke love noget... Bye bye Cananada...
Las Vegas
Fredag d. 16. maj stod vi tidligt op og tog en greyhound til San Bernadino, inland California, hvor vi skulle skifte bus for at komme til Las Vegas. Bussen til Vegas var imidlertid fuld allerede (vi havde ikke lige tænkt over at det var fredag), så vi måtte vente i 40+ grader på den næste, som gik 3 timer senere. Turen gik så gennem ørkenen med småbjerge, kaktuser og æsler (og absolut intet som helst ellers). Bussens kølersystem brød ned, så den var nødt til at køre meget langsomt.
Las Vegas dukkede op ud af ingenting. Jeg havde ikke de store forventninger til byen. Men det var helt fantastisk. Og fuldstændig vanvittigt. Og ærkeamerikansk. Det gamle Vegas sagde os ikke rigtig det store, men the strip med alle de nye kasinoer i guld, marmor og glas var enormt imponerende. Og med amerikanske udgaver af Paris, New York og Venedig var der jo ikke andet at gøre end at give slip på sin skepsis, ryste lidt på hovedet af de hele og ellers bare nyde det...
Det var temmelig varmt (over 40 grader til langt ud på aftenen) og stadig varmt om natten selvom det er i ørkenen, så kasinoernes aircondition var meget velkommen ind i mellem. Vi havde ikke rigtig det store budget til at spille på det dyre steder, så vi vidste ikke helt hvad vi kunne forvente. Men der var rig mulighed for oplevelser, selvom det ikke var med limo og champagne hele vejen... Øl og margaritas kostede $1 og man måtte gerne drikke på gaden – og hele byen er en kæmpe fest, så vi havde det skønt :)
Den ene aften så vi show med Blue Man Group – havde lige glemt at planlægge (hader når det sker!), så der var ingen billetter til Cirque du Soleil. – men det her var nu også cool.
Største hit var Bellagio’s vand/lys-show, hvor oplyste springvand dansede i takt til musikken. Hver aften ved midnat sluttede de af med nationalsangen.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse – for et par dage...
Arizona
Tidligt søndag morgen (efter halvanden times søvn) tog vi bussen til Flagstaff, Arizona, som ligger syd for Grand Canyon. Vi boede på et hyggeligt lille hostel med finde faciliteter og havde nogle hyggelige aftener i den lille gårdhave sammen med nogle af de andre hostel-gæster.
Vi lejede bil og kørte ind til Grand Canyon. Den var ret stor. Og flot! Og meget imponerende som den pludselig dukkede op ud af ingenting i et helt fladt landskab. Vi vandrede lidt ned i kløften til et fedt udsigtspunkt, men havde desværre ikke tid og udstyr til at tage turen helt ned til Colorado River – det må jeg komme tilbage til! Også det... Ellers vandrede vi mest rundt langs kanten, hvilket også var helt fantastisk.
Dagen efter kørte vi til Petrified Forest National Park i the Painted Desert – et underligt øde ørkenlandskab i skøre farver med en masse 225 mio år gamle forstenede træer spredt ud over det hele. Ret cool.
New Orleans, Mississippi, Alabama
Fra Flagstaff havde vi en af de længere køreture igen. To nætter og en dag tog det at komme fra Flagstaff, Arizona, gennem New Mexico og Texas ned til Louisiana. Vi steg ud af bussen i New Orleans og blev ramt af en væg af fugtig varme – helt anderledes end den tørre varme i Vegas og Arizona.
Vi fandt vores hostel og gik i bad og sådan (og begyndte straks at kamp-svede igen) og tog ned til the French Quarter og mødtes med Gabe. Var skønt at se ham igen!! (Han er en af de andre exchangere og bor i Mississippi, hvis nogen er i tvivl). Han boede sammen med os på hostellet og tog os rundt en masse i Mississippi, Louisiana og Alabama og lod os opleve ægte sydstats-stemning med barbecues, vandland, flodtur i badering med øl (meget dejligt) og badning i den mexicanske golf i Alabama, hvor vandet var så varmt at det var helt umuligt at blive kølet ned.
Martin og Merete (danske exchangere) stødte også til, så vi var en hel flok. Cecilie havde fødselsdag d. 26., og vi fejrede med dejlig morgenmad, inden Gabe tog til lufthavnen og fløj til Colorado og vi andre tullede og drak øl og andre vigtige ting.
Pensacola, Florida
Den næste dag kørte vi af sted mod Florida i Gabes bil (bare vi 4). Vi havde lige brug for et par slappe-dage med strand-liv, inden det gik mod østkystens byer. Vi nød livet på de kridhvide strande og i det turkise vand – ret luksus. Ellers lavede vi så lidt som muligt, hvilket var lige hvad vi havde brug for.
Washington DC
Florida til DC var endnu en lang bustur (30 timer). Vi ankom til Washington kl. 5 om morgenen, opbevarede det meste af vores bagage på banegården. Efter lidt klatvask på badeværelset og morgenmad på Starbucks, drog vi ud i byen og sightsee’ede i morgensolen. Fine monumenter. Gik på to afdelinger af the Smithsonian – National Museum of Natural History (ret cool med dinosaurer, the Hope diamond og alt muligt andet) og Air and Space Museum, som også var ret godt.
Om eftermiddagen tog vi metroen ud til en af de finere forstæder, hvor vi blev hentet på stationen af Bjorns fars kusine, Ulrika. Hun har boet der i to år med sin mand og deres to børn – og tager hjem til Sverige om en uges tid, så det var sidste udkald for et besøg. Vi havde en super hyggelig aften med dejlig skandinavisk sommermad, badetur i kvarterets lækre udendørs pool (hvor Danmark vandt stort over Sverige i vand-basket) og en herlig blanding af dansk, svens og engelsk.
Den næste morgen kørte Ulrika os rundt og vi fik set lidt mere af DC med stop i Georgetown, Arlington kirkegården og tur langs floden, inden hun satte os af ved stationen, hvor vi hentede bagagen og tog en greyhound til NYC.
New York, New York (og Boston)
New York City. What can I say. Man har set den i så mange film og hørt så mange ting om den, at man skulle synes at man kun kunne blive skuffet. Men den er bare endnu sejere i virkeligheden. Uden sammenligning den fedeste by jeg nogensinde har været i. Kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er der gør den så cool. Men det hele er bare sejt – bygningerne, museerne, cafeerne, maden, folk, central park, vejret (ok, det ville måske ikke være 35 grader i november, trods alt) og stemningen i det hele taget...
Vi havde næsten to uger i byen – og så alt. Og mangler stadig at se alt. Men jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal tilbage snart. Og tit.
Var skønt at have god tid et sted efter at have set mange steder i kort tid. Så de fleste dage tog vi en major attraction og tullede ellers bare rundt resten af dagen – i byen eller parken, mest parken fordi det var så varmt.
D. 11. juni tog vi bussen tidligt om morgenen (det var faktisk nat) til Boston, hvor vi mødtes med Mikael og turbo-så downtown Boston og Cambridge med Harvard University. Skønt at se Mikael igen og Boston virkede som en super by, dejlig stemning. Kunne ikke lige overskue afsked med Mikael, så han besluttede at komme til NY d. 13. til min fødselsdag – dejligt!
På dagen blev jeg vækket med fødselsdagssang til en seng dekoreret med balloner, meget dejligt! Spiste morgenmad med Hannah, Cecilie og Bjorn på en fin lille cafe på Broadway, gik på biblio for at skype lidt med Danmark (m.fl.) og gik derefter tilbage på hostellet, hvor Mikael var dukket op i mellemtiden. Vi spiste dejlig frokost i Greenwich Village og gik rundt downtown i et par timer, inden vi tog tilbage til the upper west side og spiste lækker sushi til aftensmad. Derefter fik vi cosmopolitans og øl – super fødselsdag!
Næste morgen var det tid til afsked med drengene. De svenske af dem. Andreas forlod os d. 6. for at tage tilbage til Victoria og mødes med sine forældre og kæreste. Underligt at sige farvel til Bjorn og Mikael – det var ligesom med dem at det hele begyndte. Hannah, Cecilie og jeg tog bussen mod Montreal, tilbage til vores andet hjemland...
Nå, nu skal jeg vist snart ombord på mit fly, så må vist holde for denne omgang – men har 8 timer i Wien i morgen, så måske det kan lykkes at blive færdig med beretningen inden jeg rammer dk. Men kan ikke love noget... Bye bye Cananada...
Abonner på:
Opslag (Atom)